Som hundeejer ønsker man det bedste for sin hund. Dette indebærer, at man gør alt for at passe på sin bedste ven og sørger for at de får et langt og godt liv.

Hunde skal vaccineres for at beskytte dem bedst muligt mod alvorlige smitsomme sygdomme. Disse typer sygdomme, som hundene vaccineres imod, er farlige sygdomme, som man ikke har nogen effektiv behandling imod.

Hvad er en vaccine? Og hvad skal min hund vaccineres imod?

Vaccination er en af de mest effektive metoder man bruger til at forebygge smitsomme infektionssygdomme. Disse sygdomme er ofte forårsaget af virus sygdomme. En vaccine indgives via en injektion i hundens nakke. De fleste dyrlæger bruger en ”paraply vaccine” det vil sige at vaccinen beskytter mod flere sygdomme. De er alle samlet i en dosis. Det vil sige at hunden kun skal stikkes én gang. En undtagelse er dog rabiesvaccinen, som gives separat. Der findes også en vaccine imod kennelhoste som gives i næsen.

En vaccine virker ved at hundens immunforsvar bliver præsenteret for en skabelon af hvordan den rigtige sygdom ser ud. Derefter danner hundens eget immunforsvar antistoffer mod netop denne sygdom. Immunforsvaret er så smart indrettet, at det nu kan huske denne sygdom. Hvis hunden bliver præsenteret for den pågældende sygdom, vil antistofferne gå i aktion og bekæmpe sygdommen inden hunden får symptomer.

Der findes forskellige typer ”paraply vacciner”. Nogle indeholder alle nævnte sygdomme, imens andre ”paraply vacciner” kun indeholder nogle af de nævnte sygdomme. Det er den enkelte dyreklinik der bestemmer hvad de har på klinikken.

De sygdomme som hunde ofte vaccineres imod:

  • Hundesyge: Denne sygdom skyldes en virus som ses hos hunde, ræve, ulve og andre beslægtede arter som fritter mm. Det er ofte hvalpe og unghunde der rammes af denne sygdom. Voksne og ældre hunde kan også rammes af sygdommen. Smitten sker via spyt, sekret fra øjne og næse, afføring og urin. Dødeligheden er høj hos ikke-vaccinerede hunde, som rammes af sygdommen.
  • Parvovirusdiarré: Er en meget smitsom mave/ tarmbetændelse som ofte rammer hvalpe og unghunde. Den kan dog ramme ikke-vaccinerede hunde i alle aldersgrupper. Dødeligheden er høj hos hunde der har sygdommen, hvis de ikke responderer godt på behandlingen. Viruspartiklerne fra hundens afføring kan overleve i op til 6 mdr. i omgivelserne.
  • Parainfluenza: Dette er en virus som er en af de to mest almindelige årsager til kennelhoste. Kennelhoste er en fællesbetegnelse for forskellige infektioner i hundens øvre luftveje. Kennelhoste er meget udbredt i Danmark og rammer hunde i alle aldre. Kennelhoste smitter ved tæt kontakt mellem hunde. Derfor er smittefaren større ved fx udstillinger osv. hvor der er mange hunde samlet på et sted.
  • Hepatitis: Er smitsom leverbetændelse der skyldes en virus som kaldes adenovirus. Denne virus findes over hele verden og er meget smitsom. Sygdommen rammer især unghunde, men kan ramme hunde i alle aldre. Smitten sker via spyt, urin og afføring fra andre hunde, der har den pågældende virus. Man skal være opmærksom på at hunde kan smittes selvom de ikke har været i kontakt med andre hunde. Dette skyldes at adenovirus kan overleve i omgivelserne i flere uger.
  • Leptospirose: Skyldes en bakterie. Sygdommen er en zoonose. Dvs. at den også kan smitte fra dyr til mennesker og omvendt. Bakterien findes hos nogle dyr, typisk gnavere, som er smittet med sygdommen. Bakterien udskilles typisk via urin. Hunden bliver ofte smittet via vand, som er forurenet med urin fra de smittede dyr. Hunden behøver ikke at drikke vandet for at blive smittet. Smitten kan også ske ved at bakterien bliver overført gennem små hudlæsioner, slimhinder eller hvis hunden indånder disse bakterier. 

Rabiesvaccine – Hvis du skal ud og rejse

Hvis du skal have din hund med ud og rejse, kræver de fleste lande, at din hund er rabisvaccineret inden den må komme ind i det pågældende land. Hvis din hund aldrig forlader Danmark ,er det ikke nødvendigt, at den er vaccineret mod rabies. Hunden skal rabiesvaccineres minimum 3 uger før afrejse. Det er vigtigt at undersøge reglerne for det pågældende land, som man skal rejse til, da reglerne ikke er ens for alle lande.

Rabiesvaccinen skal attesteres i et godkendt dyrepas, som kan købes hos dyrlægen.

  • Rabies: Er det man i daglig tale kalder hundegalskab. Rabies skyldes en rabiesvirus. Det er en zoonose, det vil sige at den smitter mellem dyr og mennesker. Virussen kan ramme alle pattedyr. Det er en dødelig virussygdom der angriber centralnervesystemet. Rabies smitter primært via bid fra inficerede dyr.

Du hjælper også andre hunde

Det er ikke kun din egen hund du beskytter ved at lade den vaccinere. Du gør samtidig andre hundeejere og deres hunde en stor tjeneste, da du er med til at nedsætte smittespredningen i samfundet.

Kan alle hunde blive vaccineret?

Det er vigtigt at hunden er sund og rask når den skal vaccineres. Dette skyldes at immunforsvaret skal fungere optimalt, for at kunne respondere på vaccinen og lave de nødvendige antistoffer mod de pågældende sygdomme der vaccineres for. Som hovedregel vaccineres syge hunde ikke.

Dette er en af årsagerne til at dyrlægen altid laver et grundigt sundhedseftersyn af din hund inden den bliver vaccineret.

En anden vigtig ting ved sundhedseftersynet er, at dyrlægen har mulighed for at opdage småskavanker i tide, inden de udvikler sig til store problemer. Ofte lægger hundeejeren ikke selv mærke til disse småskavanker, da de går op og ned af hunden hver dag og derfor ikke ser ændringerne, som kommer snigende med tiden. Dette kan fx være begyndende gigt grundet alderdom. Det anbefales at din hund får lavet et sundhedscheck minimum én gang om året. Hvis du har en ældre hund kan det være nødvendigt flere gange årligt.

Spørg din dyrlæge til råds

Det er en god idé at du følger din dyrlæges råd og vejledning, når det kommer til vaccination af din hund. Der findes forskellige typer af vacciner til hunde og dyrlægen har forstand på vaccinationsprogrammerne og hvordan disse følges bedst muligt. Mange dyreklinikker yder den service, at de sender en ”reminder” til klienterne, når det er tid til at deres hund skal revaccineres.

Leave a Reply

Your email address will not be published.