Hvad er kastration?

Dette er en neutraliseringsform, hvor dyrlægen fjerner hankattens testikler. Det er en operation der foregår under bedøvelse. Indgrebet tager kun ganske kort tid, og katten kan ikke mærke det.

Du gør både din kat og dig selv en stor tjeneste ved at lade din hankat kastrere.

Du gør livet meget nemmere for din hankat, hvis du lader den kastrere. Dette skyldes at de fleste katte i dag lever som familiekatte. Det vil sige at de bor indenfor og er en del af familien. Hankatte der ikke er kastrerede kan få svært ved at fungere som familiekatte, da en stor del af deres adfærd er meget uhensigtsmæssig i forhold til at skulle bo sammen med en familie. Hankatten vil ofte markere sit territorie med urin som er meget ildelugtende. Den skelner ikke om det er inde eller ude. En hankat strejfer ofte omkring for at finde hunkatte i løbetid. Dette betyder at den ofte er væk længere tid af gangen. Den har derfor også tendens til at bevæge sig længere væk fra hjemmet end en kastreret hankat. Derfor er den mere udsat for at komme til skade blandt andet i trafikken. Som hankatteejer slipper du for killinger, men du har et lige så stort ansvar som hunkatteejere. Din hankat kan gøre alle hunkattene i området drægtige og dette kan blive til rigtig mange killinger, som har svært ved at finde nye hjem. Hvis du har en hankat bør du få den kastreret hos dyrlægen. Der er mange fordele ved at lade din hankat kastrere:

  • Du er med til at holde bestanden af herreløse og vilde katte nede, da din kat ikke kan gøre hunkattene i området drægtige.
  • Kastration gør ofte at din hankat ikke strejfer.
  • Du minimerer chancerne for at din hankat bliver smittet med dødelige sygdomme som fx katte-AIDS og katteleukæmi.
  • Du mindsker chancen for bid og kradsesår, der ofte udvikler sig til betændte bylder der kræver dyrlægebehandling. Dette skyldes at         kastrerede hankatte ikke kommer op og slås lige så ofte som ikke kastrerede hankatte.
  • Urinen ophører med at lugte stærkt.
  • Katten stopper med at strinte på møbler, vægge mm.
  • Katten knytter sig mere til sin familie og bliver ofte mere kælen.

Hvornår skal hankatten kastreres?

Det anbefales at du får din hankat kastreret inden den bliver kønsmoden. En hankat bliver kønsmoden når den er ca. 6 mdr. gammel. Nogle bliver lidt før og andre senere. Mange dyreklinikker har fordelagtige pakkeløsninger hvor man får rabat, hvis man får katten vaccineret, kastreret og ID mærket på én gang. Dette er en rigtig god løsning, da du får det hele ordnet på én gang. Katten bør have to basisvaccinationer med min 1 mdr. imellem for at vaccinen virker optimalt. Det er derfor en god idé at få din kat kastreret i forbindelse med anden basisvaccination. På dette tidspunkt er killingen 4-5 mdr.

Det er aldrig for sent, at få hankatten kastreret

Hvis du har overtaget en voksen kat der ikke er kastreret, eller du ikke har fået din kat kastreret imens den var killing, så fortvivl ikke. Det er aldrig for sent at få hankatten kastreret. Det kan dog tage længere tid at ændre dårlige vaner, som katten har tilegnet sig inden den blev kastreret.

Kryptorkisme

En hankat er kryptorkid hvis kattens testikler ikke udvikler sig normalt og bliver siddende i bughulen eller lyskekanalen. Normalt skal de falde på plads ned i pungen. Kryporkisme kan være enkeltsidig eller dobbelsidig. Det kaldes enkeltsidig, hvis kun den ene testikel er faldet på plads i pungen og dobbeltsidig, hvis ingen af testiklerne er faldet på plads i pungen.

Kryptorkisme er arveligt og medfører en øget chance for testikelkræft. Hankatten bør derfor ALTID kastreres, hvis den er kryptorkid.

Fodring af kastrerede hankatte

En kastreret hankat har større tendens til at blive overvægtig end ikke kastrerede hankatte. Dette skyldes ofte at en kastreret hankat ikke strejfer på samme måde som en ikke kastreret hankat. Derfor får den kastrerede hankat ikke samme mængde motion. Du kan forebygge overvægt hos din kastrerede hankat ved at fodre med et godt tørfoder, der er beregnet til neutraliserede katte. Dette type foder indeholder færre kalorier. Samtidig kan du opfordrer katten til mere motion ved at lukke den mere ud. Du kan bruge en foderbold, som gør at katten skal bevæge sig, for at få fat i foderet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.